Værelser

"Almas Harmoni"
Når du ankommer til Aasesminde, træder du ind i ”Almas harmoni”. Almas harmoni er både indgangsrum til vores værelsesafdeling og opholdsrum for dig som gæst. Her kan du sætte dine sko og hænge dit overtøj.

Rummet er indrettet med en spise-/hygge afdeling fyldt med spil i skufferne og masser af brochurer for området til fri afbenyttelse. Desuden er der et tekøkken med mikroovn, køleskab og elkedel.
Ønsker du at lave mad selv, så henviser vi til vores lade, hvor vi har indrettet et lille ”udekøkken” med to kogeplader og udstyr til simpel madlavning, som du for et symbolsk beløb kan benytte.

Som gæst på Aasesminde kan du altid lave en kop kaffe eller the i opholdsrummet - det er ganske gratis.

Skulle de dejlige omgivelser og den ro, der sænker sig, når man er her på Aasesminde, give lyst til en øl eller en flaske vin, så er der mulighed for at købe dette.

Er I en familie på mere end fire, altså hvad vores værelser normalt kan rumme, så er det muligt at tilkøbe opredninger i ”Almas harmoni” - det kræver blot en mail eller en opringning til os.

"Klarashvile" og "Emmasro"
Begge værelser er på ca. 10 m2. Værelserne indeholder hver to enkeltsenge med allergivenlige dyner og hovedpuder. Sengene kan uden problemer sættes sammen til en dobbeltseng, hvis det ønskes. Når du overnatter på Aasesminde, er der sengelinned på, når du ankommer. Ved hver seng er der en stikkontakt, og så har vi sørget for en lænestol, der kan bruges til at lægge fra på eller blot slappe af i.

Er du her i en længere periode og ikke ønsker ”at bo i en kuffert”, er der mulighed for opbevaring på begge værelser. Vi har også sørget for, at der er et spejl og en hårtørrer, så du kan ordne hår eller lægge make-up på værelset. Desuden kan du leje en badekåbe, så du ikke behøver at hoppe direkte i tøjet efter badet.

Alt det andet

Badeværelset
Det fælles badeværelse er et lækkert og stort badeværelse med toilet og brusekabine. I badeværelset er der håndklæder i skabene, som du er velkommen til at bruge af. Dog vil vi gerne være så miljøbevidste som muligt her på Aasesminde, så vi henstiller til, at du bruger håndklædet mere end én gang.

Laden
I vores lade er der mulighed for at tørre tøj og sko. Desuden kan der opbevares cykler, golfudstyr, trailer med oppakning, waders og fiskeudstyr, surfudstyr, motorcykler og meget, meget mere.

I laden finder du også et ”udekøkken” med to kogeplader og udstyr til simpel madlavning. Der er også køleskab, elkedel og kaffemaskine og hele herligheden kan benyttes for et mindre beløb.

Da vi er et af ”Havørred Fyns” overnatningssteder, stiller vi fryser til rådighed for et mindre beløb, hvis du skulle være så heldig at fange en fisk, som du gerne vil have med hjem.

Vi er en del af ”Bike Friends” så kommer du som cyklist, ligger der pumpe og lappegrej klar, hvis du får brug for det. Ligeså er der toilet og mulighed for at få drikkedunken fyldt op med vand. Du er også velkommen til at spise din medbragte mad i vores have. Skiltet du skal kigge efter sidder på muren ved vores ladeport.

Haven
Vores have deler vi gerne med dig. Her er der masser af gode kroge at sidde i. Havemøblerne er af lette materialer, så du kan nemt flytte dem lige derhen du vil. Og skulle du få lyst til en lur under trækronerne, ja – så er der også en hængekøje. Bagerst i haven er der en dejlig bålplads, som gerne må benyttes. Der ligger brænde lige i nærheden, som typisk er træ fra beskæring af buske og træer i haven. På den måde får vi brugt havens ressourcer på fineste vis. Fra bålpladsen kan du se heste inde hos naboen, og er du heldig kommer vores egne heste ned til dig, for bålpladsen ligger lige i forlængelse af den lille fold, hvor deres hestehus befinder sig. På Aasesminde har vi også den sødeste kat, Hugo og høns der sørger for æg til morgenmaden.

Når aftenen falder på, er det helt fantastisk at sidde på ”solnedgangsbænken”, som står ved gavlen på foderhuset, hvis der er plads – for det er også vores yndlingsplet 🙂